Lillebrænde kirke  

Forord 

Af Flemming Willumsen, menighedsrådsformand 

Lillebrænde kirke – Romansk byggestil og en lille perle på Nordfalster 

Lillebrænde sogn har aldrig været et selvstændigt pastorat, siden 1692 anneks til Torkilstrup og før da anneks til Stubbekøbing, Christian den 3 (1534-1559) tillod sig endda at bestemme, at kirken skulle lukkes og menigheden søge Stubbekøbing, men beboerne i Lillebrænde ville det anderledes og i 1809 blev sognets beboere ejere af kirken, en klog beslutning der skabte et stadigt stærkt sammenhold om den lille kirke. 

Kirken ”ubetydelighed” har betydet at den ikke er fyldt med historisk inventar, kirken har stået som det middelalderrum som vores forfædre havde tænkt at således skulle guds hus se ud, når der skulle forkyndes det kristne budskab. 

Da en renovering viste sig stærkt tiltrængt, ønskede menighedsrådet, efter opfordring fra flere i sognet, at det tilmurede østvindue skulle åbnes, hvilket viste sig ikke, at være uden problemer. Nationalmuseet påstod, at vinduet var tilmuret i middelalderen, og der kunne sidde en oprindelig træramme. Ved åbningen viste det sig, at den sidste tilmuring var foretaget i 1942. 

Efter 15 års tovtrækkeri meddelte Den Kongelige Bygningsinspektør, at vinduet kunne åbnes. Bygningsinspektøren foreslog en kunstnerisk udsmykning i vinduet, hvilket også var menighedsrådets ønske. Menighedsrådet kontaktede Akademiraadets Udvalg for kirkekunst og udvalget pegede på to mulige kunstnere, som hver gav deres spændende bud på en kunstnerisk udsmykning ikke bare af østvinduet, men hele kirkerummet. Menighedsrådet ønskede en udsmykning som ville inddrage sognets beboere i projektet, og valget faldt derfor på billedhugger Tina Maria Nielsens fantastiske projekt ”Livets træ” 

I dag fremtræder Lillebrænde kirke æstetisk smukt med respekt for det oprindelige kirkerum; med nyt knæfald, østvinduet smykket med bronzegren fra lokal have, bronze døbefont støbt efter et kastanjetræ fra Torkilstrup præstehave, alterbordplade i bronze med fingeraftryk fra mere end 100 personer fra sognet eller med tilknytning til sognet. Sankt Nicolaus er hentet frem fra ”skammekrogen” og står på en smuk bronzeplade ophængt på væggen. 

Det øvrige kirkerum er smukt restaureret af dedikerede håndværkere der har udført deres arbejde efter et særdeles professionelt forlæg fra Peter Berings tegnestue i et respektfuldt samarbejde med menighedsrådet. 

Den kunstneriske udsmykning var mulig efter fondsbevilling fra Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. 

Lillebrænde kirke var lukket i 8 måneder i forbindelse med restaureringen og den kunstneriske udsmykning og blev genåbnet 2. søndag i advent 2018 med deltagelse af biskop Marianne Gaarden. En fyldt kirke vidnede om, at Lillebrænde kirke også fremover vil være den samlende faktor i sognet.  

Foto: Berings Tegnestue

En gammel og en ny fortælling 
af Peter Bering, arkitekt 

Kirkerne på Lolland og Falster skiller sig ud i forhold til de øvrige danske landsbykirker. De er overvejende yngre- opført 1225-1300. Majoriteten er opført af teglsten. Også Proportionerne er anderledes: kirkerne er stort set alle uden undtagelse meget højere i forhold til længden end ellers, og da de dertil er temmelig små og tagene meget stejle, bliver indtrykket rankere og stoltere end landets øvrige romanske arkitektur. Hele særegen er den mærkelige trekantsdekoration på gavlene, som kun kendes fra de to øer. Netop den dekoration med fire ligebenede trekanter dannet af savskifter findes på vestgavlen, mens korgavlen har et bælte af stående siksakmuring og tre vandrette savskifter samt korsblænding. Korsblændingen gentages i skibets øst gavl. Man mener at bygmesteren kan være fra syd for Østersøen. Måleenheden er den lybske fod (28,83 cm). Denne fine gamle bygning har undergået en del forandring gennem sin omtrent 750 år lange eksistens. Den største ændring er tilføjelsen af våbenhuset. På dets loft kan man se at udvendig kalkning først er indført efter dets opførelse. Som meget andet er det godt gemt. Derfor følger nogle brikker af historisk interesse. 

Hvem ejer kirken? 
I vore dage er kirken selvejende, det er altså sognets beboere og menigheden der ejer kirken. I Lillebrænde har det været sådan længere end normalt – i mere end to hundrede år. Inden hørte kirken under kronen; men da statskassen manglede penge, solgte kongen i 1767 det falsterske gods og kirken i Lillebrænde blev købt af en Nykøbing borger, H.C. Toxværd, som inden 1809 solgte til sognebørnene, hvorved den blev selvejende. 
De mage år som kongelig ejendom satte selvfølgelig aftryk på stedet. Prædikestolen med lydhimlen fra slutningen af 1500-talleter utvivlsomt betalt af ejeren, som på det tidspunkt var enkedronning Sophie – Christian den 4des mor. Den imponerende dør til kirken er dateret med smedede beslag: 1723. Det er også i den kongelige ejerperiode; men det behøver ikke være ham der betalte. I over to hundrede år er det menigheden der har sat sit præg på bygning og inventar. Og fortsat gør det. 

Hvor gammel er kirken? 
Den har mange aldre, fordi der er lavet om igen og igen. Kirkens mure er ældst. De er oprindelige. Hvornår den blev bygget vides ikke præcist; men det er nok et sted mellem 1230 og 1280. Tilbage fra opførelsen stammer de to murede dørportaler mod nord og syd: Samt en vinduesåbning: Østvinduet i korets gavl. De øvrige vinduer med støbejerns-rammer stammer efter alt at dømme fra 1800 tallets sidste halvdel, som var støbejernets gennembrudstid. På vestgavlens vindfløj læses 1882. Det kunne være en markering af afslutningen på en stor restaurering.  
Kirkens indre har undergået store forandringer. Lofter og vægge i kor og skib er glatpudsede med store hulkehlgesimser i mødet mellem væg og loft. Em mulig dateringer sent 1800-tal jfr. Vinduer og vindfløj. I middelalderen har kirken haft trælofter og våbenhuset har været åbent op under tagstenene helt uden loft. 
Det murede alterbord er det eneste oprindelige stykke inventar. Fra middelalderen har man to stykker: Figuren af den hellige biskop som løfter den velsignede højre hånd: Han stammer fra omkring 1400 og har været bemalet; men meget lidt af den oprindelige staffering er bevaret. Lidt yngre er korbuekrucifikset fra ca. 1450. Krucifikset stod frem til 1849 på en bjælke i korbuen, som man ønskede fjernet. Det blev den og krucifikset blev ophængt ved gavlen over buen. 1800-tallet har i det hele taget sat et solidt aftryk i kirken. 

Foto: Nationalmuseet	Museumsinspektør Mouritz Mackeprangfotograferede i Lillebrænde kirke i 1911.  Han afbildede det udseende kirken havde fået ved istandsættelsen i slutningen af 1800-tallet: her ser man de nye og ret mørke bænke og den mørkebrune maling på væggen i samme højde.   Den malede ”ramme” til højre er et kæmpe rullegardin: Biskopfiguren står under prædikestolen.  På fotoet overfor ses den store skorsten og kakkelovn i nordvest hjørnet og cement- døbefonten i triumfbuen:  I koret er gavlen malet mørk som baggrund for den sidste udgave af altertavlen.  (Nationalmuseet)

 En stor restaurering 
Efter årtusindskiftet var menighedsrådet blevet trætte af kirkens slidte udseende og besluttede at der var lavet tilstrækkelig med lappeløsninger. Med kirkeværge Willumsens ord i 2006: ”Kirken er blevet maltrakteret gennem 50 år”. 
Ambitionerne var høje. Man ønskede en genåbning af østvinduet over alteret, isætning af glasmaleri, ny alterbordplade, eventuelt en moderne kunstnerfremstillet ny døbefont. Og istandsættelse af hele kirkens indre. 
dertil kom et ønske om et bedre orgel; men det havde man ringe forventning til ville blive bevilliget. Det skulle vise sig at tage lang tid at komme i mål med drømmene og tillægsdrømmen om orgel overhalede kirkerestaureringen. Menigheden fik støtte fra Wroblewskis Fond til restaurering af det historiske Demant orgel, som har spillet i halvandet århundrede i Rosmus Kirke. Det blev opstillet i Lillebrænde i 2012 og er nu blevet malet sammen med resten af kirken. 

Restaureringsplanerne blev drøftet med Nationalmuseet i januar 2007. Det stod klart at genåbning af østvinduet ikke ville blive anbefalet fra museets side; men bortset fra det og ønsket om løse stole var der en positiv indstilling til istandsættelsens omfang. Der blev blandt andet holdt møder med biskoppen, stiftets konsulenter og kunstnere. Gennembruddet kom den 27. maj 2014, hvor kongelig bygningsinspektør Jens Bertelsen anførte, at der ”i den konkrete sag, ikke er store betænkeligheder ved at åbne østvinduet. En forudsætning må dog være, at der arbejdes med det kunstneriske udtryk i det glas, der skal isættes. Glasset skal tilpasses kalkmalerierne rundt om vinduespartiet”. Menighedsrådet anbefales at indhente rådgivning hos Akademiraadets Udvalg for kirkekunst. Dette fik museumsinspektør Poul Grinder-Hansen til at understrege, at ”hvis stiftet på baggrund af konsulenternes uenighed skulle beslutte, at vinduet kan åbnes, må det forudsætte en passende kunstnerisk løsning”. Og biskoppen besluttede at vinduet kunne genåbnes og menighedsrådet lagde udsmykningen i hænderne på billedhuggeren Tina Maria Nielsen. 
Kirkens historie er beskrevet i Danmarks kirker, som blev udgivet af Nationalmuseet. Bygningen og inventaret blev undersøgt i 1940 og kalkmalerierne kort derefter. I forbindelse med kirkens istandsættelse dukkede der nye, spændende brikker op. 

Foto: Berings Tegnestue	Frilægningen af kvindedøren (t.v.) false afslørede en pendant til mandedørens (t.h.) skrå fals

Væggenes udseende 
Den glatte puds, som dækker stort set alle væggene er forholdsvis ny. Mest sandsynligt er at den er påført da kirken fik de nuværende støbejernsvinduer, som er fra sidste del af 1800-tallet. Pudsen hæfter dårligt til de underliggende kalk- og pudslag. Men konservator Hans Frederiksen kunne ved siden af sin undersøgelse af kvindedøren konstatere at på den tilmuring sidder pudsen særdeles godt fast, hvilket får ham til at konkludere at den glatte puds er tilført lige efter tilmuringen, som derfor også er forholdsvis ny. Hans Frederiksen skriver i sin rapport: På den originale puds, som ses i dørfalsen især på det vestre smig, ses tilsyneladende 4 kalkninger. På den yderste kalkning er malet/kalket sort i en meget afsmittende farve fra gulvet op til 35 cm under underkant vindue en mørk kalkmørtel (nok lerholdig), og over denne en lysere ligeledes kalkmørtel. Den nederste mørtel hæfter fint muren, hvor den øverste næsten overalt hvor der er blevet åbnet, har mistet kontakten med underlaget. Selv om afstanden mellem puds og mur flere steder er stor (op til 1½ cm) virker det på grund af mørtelens tykkelse og styrke stabilt. 
På den nederste opretningspuds ses 4 kalkninger og på den øverste 5, så den nederste del af pudsen er tilsyneladende, på et tidligt tidspunkt, skiftet ud. På den første kalkning findes en bemaling. Det ligner en panelbemaling, som slutter ca. 60 cm fra underkant vindue. Farven er mørk brun næsten sort, som afslutter op mod en grålig kalkning. De øverste 3-3½ cm er et smalt bånd, som er malet i farverne grøn, brun, okker og rød. Ved åbningen ind til den venstre del af kvindedøren kan man se, at her er et skråt smig i stedet for som mod øst hvor man ser lodret fals vinkelret på murfladen. Det er ligesom ved mandsdøren i syd. 
Disse iagttagelser indikerer at kvindedørens tilmuring og den glatte opretningspuds er sket samtidig med det nuværende stoleværks opstilling. Den vandrette staffering i flere farver må have en sammenhæng med stoleværkets bemaling.  
Ved restaureringen blev den glatte puds limfarvet med kridt. Inden da blev der udtrukket en del søm og kroge. Pudsens meget dårlige vedhæftning medførte at der sammen med udtrækning af et søm skete et større nedfald i korets sydside og langs kanterne åbenbaredes fortsættelsen af den samme kalkmaleridekoration, som i 1942 blev fremdraget på østgavlen. Men opretningspudsen trak også stort set alle ældre pudslag med af, så middelaldermurværket stod blottet. Nationalmuseet blev tilkaldt og konservator Kirsten Trampedach skriver: Murværket er i røde munkesten lagt i munkeskifte med rygfuger: Nederst i det fritlagte felt ses dele af et forholdsvis fladt buestik. Buestikket er konstrueret over en nu tilmuret niche. Tilmuringen af nichen er over niveau og udført op til, og i flugt med, 1300-tals malepudsen på væggen. Malepudsen er op til 1 cm tyk. 
På selve murværket ses øverst en bevaret indvielseskors, som må dateres til at være samtidig med opførslen af det senromanske kor. Indvielseskorset er udført på et tyndt pudslag lagt direkte på teglstensmurværket og kun som malebund for indvielseskorset. Dette indikerer, at murværket i en periode har stået i blank mur – muligvis indtil vægge er blevet udsmykket i 1300-tallets begyndelse. Indvielseskorsets diameter er ca. 18 cm. Selve korset ca. 14 cm. Korset er malet i rødt, og det omgivende cirkelslag i en grå farve (kalk og trækulssort). Cirkelslag og kors er indridset. Senere i begyndelsen af 1300-tallet er korrummets vægge blevet udsmykket. Af denne udsmykning er kun østvinduets smige bevaret. På sydvæggen er der bevaret 1300-tals malepuds med farvespor langs det afskallede felts kanter: Her iagttages svage spor, som angiver; at der er tale om samme udsmykning, som fandtes på korets østvæg, der bestod i to billedfriser over hinanden, hvoraf den nederstes underkant flugtede med østvinduets underkant. Denne underkant ses svagt på nordvæggen. Iagttagelsen viser således, at alle korets vægge har båret en samtidig udsmykning. 
Derudover er der rester af senere grå/sort bemaling af undervægge – sandsynligvis fra 18-1900-tallet. 
Indvielseskorsets malelag er velbevaret, men malepuds sidder løst, idet den underliggende teglstenformeler. Farvesporene på 1300-tals pudsen er svage- dog partielt mere velbevarede – men ikke i et omfang, så motiver kan identificeres. 

Hans Frederiksen fæstnede pudsen med keramiske skruer og felter blev nypudset med en udsparring omkring det originale indvielseskors. Han registrerede også at nichen har været hvidtet mens mens murværket var blankt og at der er sod, og der var sod, så der har været brændt lys i nichen. Dermed føjedes nyt til vores viden om kirkens historie: Væggene har efter opførelsen som blankt murværk, i noget der ligner et halvt århundrede.  
Gulvene er alle fornyede med håndstrøgne kvadratiske gule teglfliser fra Italien. De gamle fliser er givet til Sædinge kirke på Lolland, hvor de skal bruges til reparationer.  
 

Foto: Nationalmuseet	Foto: Berings Tegnestue	Foto: Nationalmuseet

Foto: Nationalmuseet	Museuminspektør Aage Roussels billede fra 1940, da han åbnede østvinduet (Natianalmuseet)

Vinduet i korets gavl er den eneste agf kirkens oprindelige vinduesåbninger man kan se i dag. Koret har haft yderligere et vindue mod syd. Det er helt forsvundet da de nuværende vinduer blev lavet. Skibet har oprindelig haft 4 tilsvarende vinduer, to mod syd og 2 mod nord. De er delt tilmurede og delvis opslugt af de nuværende vinduer. 
Det tilmurede østvindue blev grundigt undersøgt i 1940. Tilmuringen var udført med sten på fladen, som udvendigt var dækket af mange lag kalk; det inderste mørkerødt og derover skiftende lag af hvidt og lyserødt. Traditionen med rød eller lyserød eller rød-hvid kalkning af kirkerne på Falster og Lolland er gammel. Meget tyder på at den går tilbage til den periode hvor store dele af øerne tilhørte Kronen og Nykøbing slot var residens for Enkedronningerne.  Der er næsten 100% sammenfald mellem røde kirker og kirker i kongeligt eje.  
Ved vinduets genåbning den 8. maj 2018 blev det klart at tilmuringen var helt og aldeles udskiftet i 1940. Og det var gjort særdeles stærkt med nye gule mursten på fladen og fastmuret med en cementmørtel som krævede både Niels Ubbesens gode kræfter og murernes værktøj at få fjernet. Det genåbnede vindue er nu den centrale del af Tina Maria Nielsens udsmykning.  

Alterpartiet 
Op mod østgavlen under vinduet findes kirkens oprindelige alter muret i munkesten. Før restaureringen havde alteret været beklædt med brædder (og klæde) i århundreder. Beklædningen er nedtaget og det murede alterbord er kalket og limfarvet hvidt. Bordet er en nystøbt bronzeplade. Den oprindelige alterudsmykning kendes ikke; men da kalkmalerierne blev lavet, har de sammen med et glasmaleri fungeret som udsmykning indtil man fik en egentlig tavle. Vi kender til at kirken har haft flere altertavler, som har afløst hinanden. Den ældste optræder i mindst to udseender. I dens ældste form var det en seksdelt tavle i ungrenæssance og er omtalt i et præsteindberetning fra 1755. En snes år tidligere havde den fået ny top, nye billeder og tekster. Den udgave holdt i omtrent 100 år, til den i slutningen af 1800-tallets første halvdel blev helt ombygget og fik indsat et maleri af Lucie Ingemann: Jesus helbreder blinde og halte. Maleriet hænger nu i skibet, hvortil det blev flyttet i 1944. 
 

Foto: Berings Tegnestue	Foto: Berings Tegnestue	Foto: Berings Tegnestue

Det originale murede alterbord er i gammel tid forhøjet med et munkestensskifte med profileret gesims, som senere er delvist hugget af. Den helt originale bordplade er glittet mørtel og den findes stadig; men nu er alteret blevet dækket af Tina Maria Nielsens bronzebordplade. 
Koret har i det hele taget fået en enklere fremtoning. Den 100-årige alterskranke med knæfald er sendt på pension og en lineær skranke med bronzebalustre er opstillet.  

  Foto: Berings Tegnestue

Skibet 
I skibet er ændringerne mindre end i koret: Den gamle cementdøbefont fra 1875 er pensioneret og erstattet af Tina Maria Nielsens bronzestamme . Fonten står nu i triumfbuen og på dens gamle plads i nordøst hjørnet er helgenfiguren opstillet på en ny støbt bronzeplade. Krucifikset er blevet renset og atter ophængt over triumfbuen. 
Prædikestole fra slutningen af det 16. århundrede har beholdt sin 1800-tals staffering; mens lydhimlen har fået tilføjet en due skåret af Claus Englund og malet af Vicky Lysholm. 
Kirkebænkene fra 1875 er tegnet af arkitekt H.C. Glahn fra Nykøbing. De er istandsat og ombygget med større sædedybde. Der er monteret strålevarmekasetter og alt er malet med kulører inspireret af prædikestolen – efter et par prøveopstrygninger i kirken blev de harmoniske farver fundet, og samme palet på pulpitur, indgangsdøren fra 1723, orglet og de øvrige snedkerarbejder i kirken. 
 

Foto: Berings Tegnestue	Foto: Berings Tegnestue

Op ad skibets vestgavl finder vi det særprægede pulpitur fra 1710. Det er delt i to af trappen. 
På pulpituret har stået to orgler: Det nuværende er det ældste. Det blev bygget i 1857 af Aarhusorgelbyggeren Demant. Det spillede i Jylland i mange år. Efter et ophold på magasin blev det restaureret og opstillet her i 2012. Det afløste et Staruporgel fra 1958. 

Døbefonten, Livstammen, er en afformning af et af kastanjetræerne fra alleen på Torkilstrup præstegård, plantet for 120 år siden af præsten Otto Grundtvig, der var storebror til NFS Grundtvig. 
Træets knudrede bark giver Livsstammen tyngde og en monumentalitet, der understøtter det fundament, som dåben udgør, når barnet indlemmes i den kristne menighed og grundstamme. Nedfældet i kastanjetræets savsnit er det oprindelige smukke dåbsfad fra 1600-tallet, der bærer tydelige præg af at være blevet brugt gennem mange år her i kirken. 
På det renoverede middelalderlige alterbord af munkesten er placeret en ny alterbordplade i bronze. Alterbordpladen er formet i vådt ler med tryk fra fingerspidserne fra de mange mennesker, der enten følte sympati for projektet eller var tilknyttet Lillebrænde kirke og landsby. I bronzeoverfladen anes fingeraftrykkenes fine aftegninger. Det er konkrete individuelle spor, der taler om særegenhed og identifikation, men tilsammen et organisk landskab med menneskelige og ”håndgjorte” stoflige kvaliteter. Det unikke taler sammen med det fælles. 
På bordpladens kanter er præget inskriptioner med bibelske citater udvalgt af menighedsrådet og præsten. Citaterne er hentet fra Johannes evangeliet og Paulus’ førstebrev til Korinterne. Positive opløftende, forkynder de om håb, det medmenneskelige og kærlighed. 

Knæfaldets balustre er ligeledes modelleret  med tydelige fingeraftryk og derefter støbt i bronze. Balustrene er varierede i tykkelse og udgør en organisk ’stregkode’, et rytmisk forløb, der bryder knæfaldets stramhed og korets og alterpartiets tilstræbte symmetri. Knæfaldet er opdelt i tre mobile dele, der nemt kan afmonteres, så forhøjningen kan bruges som en scene ved for eksempel et korarrangement. Håndfanget består af en læderbetrukket træliste og knæpuderne er betrukket i samme lysebrune læder, der er afstemt af kalkmaleriets blegede rødbrune jernoxid. 
endelig er bispefiguren fra 1400-tallet blevet løftet op på en bronzehylde i øjenhøjde, med et citat fra Zakarias’ Bog 4,6 præget på hyldens sider. 

Livets Træ er både stedspecifikt og konceptuelt. Jeg har tilstræbt at udsmykningen er konkret og forståelig men også ønsket at vise, at det komplekse kan rummes i det enkle og støtte den opfattelse, at den kristne forkyndelse er en del af den sammenhængskraft, som naturen begaver os med året rundt. At vi alle med vores små unikke aftryk stammer fra det samme ophav… Fra den samme moder jord. 

Da plantegningen af restaureringsprojektering igangsattes, bestod Menighedsrådet af Bente Kok (formand), Lotte Andersen (næstformand), Susan Mostrup (kasserer), Flemming Willumsen (kirkeværge), Niels Ubbesen, Elisabeth Berg og pastor Jørgen Huss. 
Ved afslutning af Flemming Willumsen (formand og halv kontaktperson), Bente Kok (næstformand og kirkeværge), Jette Traberg (kasserer), Lotte Andersen, Kenneth Gliese Pedersen (medarbejder rep.) og pastor og halv kontaktperson Nina Morthorst.  

Restaureringen i 2018 er udført af følgende kunstnere, håndværkere, leverandører m.m.: Billedhugger Tina Maria Nielsen, København; Malerfirmaet Lysholm, Nykøbing; Tømrermester Madsen, Bårse; Murermester Kim Skovgaard Hansen, Vordingborg; Rask EL, Nykøbing; TPC Smeden, Skovhuse; Sadelmager Michael Hilt Hansen, Nykøbing; Jaksland, Holbæk; Murerkonservator Hans Frederiksen, Fredensborg; Snedkerkonservator Claus Englund Pedersen, Køge; Bevaringscenter Sjælland, Køge; Glarmester Per Hebsgaard, Ny Esbjerg; Broncestøber Peter Jensen, Roskilde; Kamp kirkevarme, Nørre Aaby; Okholm Lighting , Tønder; Brickhouse, Sønderborg; Schindler Salmerón, Zürich og Arkitekt Peter Bering, Kragevig. 

Litteratur:  
Danmarks kirker 
Lolland-Falsters Stift 1803-2003 
M. Mackeprang: Vore Landsbykirker, 2. udgave.