Historie
Torkilstrup kirkegård
Ikke bare udsigten, men også de mange spændende gravminder taler for en spadseretur på Torkilstrup kirkegård.
Torkilstrup kirke
På landsbyens vestside, tæt ved stubmøllen, ligger Torkilstrup kirke og præstegård. Her fødtes B.S.Ingemann, og her blev N. F. S. Grundtvigs bror Otto præst efter Ingemanns far. Kirken er indviet til Sankt Nikolaj, og hvor den under kronen var kalkden falsterske røde, har den de seneste 250 år været hvidkalket.
Den første stenkirke på stedet blev opført af kløvede kampesten med hjørner af kvadresten i sidste halvdel af 1100-tallet. Oprindelig fungerede den også som sømærke og var to stokværk højere, end den fremstår i dag, og koret var knapt halv længde af det nuværende, hvilket man, når man går en tur rundt om kirken, bl.a. kan se af detaljerne på gesimsen på korets langsider. Skibet havde to fag med fladt bræddeloft – man kan i loftsbjælkerne se spor af søm fra loftet. I korets nordmur er bevaret et romansk vindue med træramme og blysprosser, og i skibets nordmur ses spor efter romanske vinduer.
Med udbygningen af koret og opførelsen af tårnet fik kirken sit karakteristiske langstrakte udseende, som i folkemunde gav den navnet Lange Maren (Maren = Jomfru Maria). Kor-forlængelsen er munkestensmure på kampestenssokkel, og dateringen af den er meget usikker på grund af en vis stilforvirring. Den sikre datering er, at den i hvert fald var forlænget omkring 1550, men bl.a. det rundbuede korvindue ville kunne dateres til omkring 1300, mens præstedøren i sydsiden daterer den til sengotikken – med andre ord: her er tale om en senere tids forsøg på at kopiere smukke detaljer (som vinduet) i en senere tid. I forbindelse med denne ombygning kan man også have lavet de nuværende krydshvælv i skibet, hvor der nærmest alteret ikke er et almindeligt krydshvælv, men er ottedelt.
På denne tid er også tårnet og våbenhuset bygget. Tårntrappen fortsætter ind i himlen! Eller rettere: man kan se, at også tårnet oprindelig må have været højere, for trappen fortsætter op i muren i øverste stokværk. Meget er ændret på våbenhuset i tidens løb.
Døbefonten er den oprindelige granitfont, i romansk stil med tovsnoning langs randen og en bredere snoning på skaftet. Den oprindelige fod er borthugget. Dåbsfadet er af sydtysk type fra omkring 1575, og billedet i bunden er (som i mange af landets fonte) Mariae bebudelse i en krans af roser. Iflg. kirkens regnskab er det anskaffet til kirken i 1650'erne, mens dåbskanden af tin er fra o. 1850.
Prædikestolen fra 1640 i bruskbarok er fra Jørgen Ringnis' værksted i Nakskov, og har været langt mere udsmykket med engle og vrængmasker, end den fremstår i dag. På væggen ved prædikestolen er et timeglas med indskriften ”1734 d. 12 apr.” . Landets præster havde nemlig ordre på kun at vende timeglasset én gang, efter at de var gået på prædikestolen – man skulle nødig risikere, at prædikenerne blev alt for lange.
Alterbordet er af hvidtede munkesten og formentlig opført ved korforlængelsen før 1550. Altertavlen er af Jørgen Ringnis' værksted, opsat 1649-50,
I mange år havde Lucie Ingemanns altermaleri hæderspladsen i altertavlen – det var en gave til B. S. Ingemanns barndomskirke (hvor hans far havde været præst) – men ved restaureringen 2009 valgte menighedsråd og præst i samråd med Nationalmuseet at genophænge det oprindelige 1600-talsmaleri i midterfeltet.
I kirkens skib på nordvæggen hænger et stort maleri, der også i 2009 er blevet restaureret. Maleriet forestiller Kristi bespottelse før korsfæstelsen, og kompositionen er tydeligt inspireret af en radering af Rembrandt. I maleriets hjørner er de fire evangelistsymboler, over midterfeltet desuden tre små felter med Kristuslammet omgivet af de to, som svigtede ham: den angrende Peter og Judas med strikken om halsen. Under midterfeltet ses en rimet inskription, en gåde * Læg mærke til, at Jesus' blod i hovedmotivet danner hjerteformede dråber.
Lucie Marie Ingemanns billede, udført i 1840 og skænket til kirken i 1842, hænger nu på nordvæggen ved orglet. Det forestiller Jesus med børn i guldramme: "Lader de små børn komme til mig", signeret af Lucie Marie Ingemann.
Kalken er graveret 1658 med årstal og navnet ”Ihesus” - den er*
Lysestager
Kalkmalerier
Korbuekrucifiks
Under svenskekrigene blev kirkens helgenfigur stjålet (1648), og selv om den fortrinsvis har været i svensk privateje, er den på et tidspunkt (1925) registreret i Sammlung Curray i Schweiz. Det lykkedes i 2006 med hjælp fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond at skaffe den 140 cm høje figur tilbage til Torkilstrup Kirke .
Epitafier
I et tøndehvælvet rum under den ældste del af koret har der været seks kister, hvoraf den mindste, en barnekiste, på grund af tidens tand nu er nedsat på kirkegården. Den nyeste gravsættelse er af Søren Ingemann, sognepræst for Torkilstrup og Lillebrænde, født 22. april 1735, død 31. december 1799. Vi kender ham bedst som B. S. Ingemanns far, men han var en samvittighedsfuld og vellidt præst i sin egen ret, først *, siden fra * i Torkilstrup og Lillebrænde. Andre begravelser er af Margarete Catharine Winterberg (navnet usikkert) død 1727, Charlotta Amalia Schovstrup 1690-1733, Johan August Stævens Pontoppidan født og død 1735, samt Johanne Marie Harbow 1726-96. Charlotta Amalia Schovstrup blev fra 1701 opdraget ved dronning Charlotta Amalias hof, og blev i 1709 sat til at opvarte en af de kongelige damer, frøken Rothstein; efter dronningens død var hun i syv år kammerjomfru hos generalinde Scholten, indtil hun i 1730 blev gift med latinskolelærer i Nykøbing Niels Holm (ingen børn).
Præstesøn B. S. Ingemann blev født i Torkilstrup præstegård den 28.5.1789. Bernhard Severin Ingemann var dansk salmedigter og forfatter af historiske romaner. Ingemann var gift med maleren Lucie Mandix. Vi kender ham bl.a. for salmerne: Nu titte til hinanden, I Østen stiger solen op, Julen har bragt velsignet bud, Dejlig er jorden og I sne står urt og busk i skjul.
1806-17 læste han jura ved universitetet uden at tage embedseksamen.
Sin friplads på Valkendorfs Kollegium 1811-16 brugte han til digterisk virksomhed. En kongeligt finansieret dannelsesrejse 1818-19 gik til Den Hellige Alliances Europa (Paris, Rom, Napoli, Wien og Dresden).
Bernhard Severin Ingemann blev 1822 lektor i dansk ved det genoprettede Sorø Akademi og fungerede her til nedlæggelsen i 1849, fra 1842 også som forstander. Den politiske debat om skandinavisme, liberalisme og demokrati interesserede ham ikke, men under Treårskrigen fik hans historiske digtning ny aktualitet, og ved sin 70-års-dag fejredes han som Danmarks nationaldigter.
Forfatterskabet fylder 41 bind i Samlede Skrifter (1843-65). Han debuterede 1811 med lyrik og blev københavnsk modeskjald i kraft af et altid letrindende, umiddelbart forståeligt og ofte kønt sprog. Af seks skuespil (1815-16) havde et par fremgang på scenen; tungere skred det allegoriske ottave-epos De sorte Riddere (1814).
I den versificerede brevroman Varners poetiske Vandringer (fra digtsamlingen Procne, 1813) lever hovedpersonen lykkeligt i et seksuelt ufuldbyrdet ægteskab. Da hustruen ligger døende af en smitsom sygdom, drikker han døden af hendes læber i forvisning om at skulle opleve den sande, åndelige forening med hende i evigheden.
Bernhard Severin Ingemann står her for tiårets højdepunkt af platonisme. Den overjordiske idealisme udfoldes dog i værkerne på en dyster baggrund af krise og dæmoni: blodskam, tortur, sindssyge, nervefeber, forældredrab, gengangeri, gudsfornægtelse, dødslængsel. En forløsning fra disse temaer søgte han i from og uskyldig tro: De vises sten skal knuses, ikke tydes (eventyrdramaet Reinald Underbarnet, 1816).
Eventyr og Fortællinger (1820) indfører tysk romantiks fantastik i Danmark. I "Sphinxen" ligger pointen i vekselvirkningen mellem jeg-fortællerens oplevelser i en kaotisk virkelighed og hans ordnende nedskrivning af dem, undertiden i omvendt tidsfølge, så læseren ikke kan skelne mellem realitet og ønskedrøm, sundhed og galskab.
Bernhard Severin Ingemann fandt den art sjæletilstande sygelige, men alligevel naturlige og poetiske. Han fortsatte også siden i genren, bl.a. med "Varulven" (1835), men lagde nu helst det gåde- og underfulde ind i individets psyke, så en fornuftig udlægning altid bliver mulig.
© Carl Thomsen
B.S. Ingemann. Carl Thomsens illustration til Ingemanns salme 'Børnenes julesang' fra Folkedans-viser og blandede digte (1842).
I Sorø vendte Ingemann sig til den ydre verden i en digterisk genskabelse af dansk middelalder med romanerne Valdemar Seier (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833) og Prinds Otto af Danmark (1834), omrammet af to episke digte, Waldemar den Store (1824) og Dronning Margrete (1836).
Her udførte han en dansk historisk digtning for den brede læserskare, med letgenkendelige typer, spændende, stedvis uhyggelige intriger, i en ligefrem stil med tydeligt malede landskaber og raske replikker.
Ingemann var inspireret af Walter Scotts karaktertegning og kolorit, men gjorde modsat Scott de historiske hovedpersoner til sine egne for bedre at kunne fremhæve den totalidé, at fædrelandets frelse alene udspringer af troen på en Gud, en Drot, et Folk.
Skønt kritikere kunne opregne mange historiske bommerter, bekræfter disse moderne krøniker historiens genklang i folkets sind og kalder til ny dåd. Samme sigte har digtkredsen Holger Danske (1837), hvor Ingemann i rappe romancer, djærve sange og sart musikalsk lyrik gør sagnhelten til bærer af den kristnede danske folkeånd.
Et nyt poetisk højdepunkt kom i Morgensange for Børn (1837) og Syv Aftensange (1838), sat i musik af Weyse. De forener en romantisk naturanskuelse med en biedermeier-tryghed: Hele Universet er menneskebarnets gudskabte hjem, hvor Gud Fader ånder trøst på det grædende øje.
Perspektivet rækker fra det mindste, sneglen med hus på ryg, til det største, solenglens stråleglans. Morgensange og Aftensange er optaget i Kulturkanon. Også andre små tekster formidler samme stilfærdige og dog majestætiske storhed ("Den store Mester kommer", "Deilig er Jorden").
Ingemanns ideal er en rent lyrisk salme, hvor intet fortælles, og hvor det historiske under forudsættes, så følelsen frit kan flyve mod himlen. Han er sjælens og de inderlige kristelige stemningers digter ("Julen har bragt", "Glade Jul", "Lyksalig, lyksalig").
Dogmerne inspirerede ham derimod sjældent. Han benægtede kødets opstandelse og dåbens nødvendighed. I 1854 fik han dog med godt udfald betroet slutrevideringen af Roskilde Konvents Psalmebog (1855).
© H.M. Dronningens Håndbibliotek
B.S. Ingemann. Frederik 6. på lit de parade; udateret akvarel af P. Klæstrup. Til billedet er knyttet et digt af B.S. Ingemann: På sin ligseng ligger kong Frederik hvid/ Fra vuggen var hans puder hårde,/ Dansken ham glemmer ret ingen tid;/ Velsignet hans navn skal vorde;/ Ak! for kongen ringe Danmarks klokker.// Sjette Frederik havde os alle kær/ Ham skinned kærlighed af øje./ Fattigmand trådte hans trone nær -/ Gud glæde hans sjæl i det høje!/ - For Vor Fader ringe Danmarks klokker. Læs mere
Ingemann ytrede sig kun sporadisk i den litterære kritik. Hans Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed fra 1811-1837 (trykt 1863) og den værdifulde brevveksling med N.F.S. Grundtvig 1822-59 (trykt 1882) viser ham ellers som en skarp iagttager af samtidslitteraturen og en intelligent ræsonnør.
Sine egne tidligste år erindrede han i friske scener, skrevet i objektiv 3. person, i en ufuldført Levnetsbog (trykt posthumt 1862), der lader barndommens lille verden betinge og afspejle voksenlivets store.
I dansk digtekunst står Bernhard Severin Ingemann for den æterisk-indadvendte romantiske linje fra tyskerne Novalis og Ludwig Tieck. Han evner at føle sandt barnligt og at formidle sin varme følelse i et ukunstlet, magisk lysende sprog. Under hverdagens idyl ligger alvoren: den religiøse myte. Hans sidste digt skildrer dødsøjeblikket i et billede af en juleaften, hvor døren omsider åbnes til det tændte træ fra Paradisets Have.
* 24.2.1862
Artikel om kirkens historie klik her
Fakta om kirken fra:
Lillebrænde kirke
Kor og skib er opført i senromansk tid af teglsten over afrundet sokkel. Koret har gesims af et savskifte, som på skibet ledsages af et tandsnit. Gavlene har fod og toptinder, østgavlen er prydet med tre savskifter under et blændingskors. Vestgavlen deles af fire ligebenede trekanter udformet af savskifter. Begge døre er rundbuede og falsede i murfremspring, norddøre er tilmuret, syddøren stadig i brug. Korets østvindue har rundbuet overligger skåret i kridtsten. Våbenhuset er fra sengotisk tid.
Kor og skib har flade lofter. Den rundbuede korbue er bevaret. I 1940 afdækkedes kalkmalerier på korets østvæg og i østvinduets smige. Kalkmalerierne på væggen var i så dårlig stand, at de ikke kunne bevares. I vinduets smige ses Flugten til Ægypten og Fremstillingen, kalkmalerierne dateres til o.1350. Den mørke baggrund peger bagud mod de romanske kalkmalerier, de lette blade peger frem mod 1400-tallet. Muligvis er figurbillederne yngre. I Flugten til Ægypten ses Josef med spids jødehat, vandringsstav, ransel og vandflaske (eller lygte). I Fremstillingen står den gamle Simeon med hat og strækker armene frem mod barnet.
I 1944 blev den gamle altertavle af Lucie Ingemann fjernet fra alterpartiet og blev ophængt på skibets sydvæg. Prædikestolen er fra slutningen af 1500-tallet. Over korbuen ses et korbuekrucifiks fra o.1450. I kirken ses desuden en bispefigur fra 1400-tallet, som formodentlig stammer fra den tidligste altertavle. Døbefonten af kunstsandsten er fra 1875.
Artikel om kirkens historie klik her
fakta om kirken fra:
Om Salmedigter Bernhard Severin Ingemann biografi fra Levnedsbogen
Forfatteren og digteren Bernhard Severin Ingemann fødtes i Torkilstrup Præstegård den 28. maj 1789.
"Hvad Vorherre vil have ud af os, skal vi kun sé, vi kan blive til, enten det er stort eller smaat."
Fra Landsbybørnene af B.S. Ingemann
I Torkildstrup præstegård fødtes den 28. maj 1789 det niende barn til provsteparret Søren og Birgitte Ingemann, den lille Bernhard Severin – han fik altså begge forældres forbogstaver i sine navne og faderens fornavn omskrevet fra det danske Søren til det latiniserede Severin.
Det var året for den franske revolution, men i Torkildstrup var man langt fra de politiske storme. Ingemann skriver som gammel:
‘’Den idyllisk-fredelige Sphære, som hos os er sædvanlig i en Landsbypræsts Familie, har gjort et uudsletteligt Indtryk paa mig og vist ikke været uden betydende Indflydelse paa mit hele følgende Liv. Frugtbare Kornsletter og grønne Bøgeskove under den alvorlige nordiske Himmel var den første Skjønne Natur, jeg kendte,...’’.
Barndommens idyl træder lyslevende ud af hans ”Levnedsbog”:
Den blandede Lyd af Husfolkenes Træsko i Gaarden, af Hundenes Smaabjæffen, af Hestenes muntre Vrinsken, naar de redes til Vands, af det talrige Fjærkræs Klukken, Skræppen og Sladdren, af Duernes Kurren paa Taget og af Pleilernes Taktslag paa Logulvet fremkaldte den særegne Stemning af Tryghed og Fred, som kun Landsbybørn kjende. Saasnart Kakkelovnen i den friske Vintermorgen buldrede i Dagligstuen og Ruderne begyndte at optøes eller man havde aandet sig et lille Kighul gjennem Isblomsterne til Daglyset og det vaagnede Liv i Gaarden, samledes Familien om den syngende Themaskine, og snart vare baade Smaa og Store i Virksomhed, de Mindste mest med Leg og mere ude end inde. (LT s. 16 f.)
Ingemann var søn af sognepræst Søren Ingemann og Birgitte, født Swane. De blev gift i 1776, og der var ni børn i ægteskabet. Bernhard var den yngste. Søren Ingemann var født i Stege 1735 som søn af ‘borger og købmand’ Søren Sørensen Ingemann og hustruen Bodil, født Post. Som teolog blev han først kapellan i Baarse og Beldringe ved Præstø i 1770, og fra 1774 til sin død i 1799 præst i Torkildstrup og Lillebrænde sogne. Fra 1782 til sin død, desuden som provst i Falsters Nørre Herred.
Søren var en høj og kraftig skikkelse, en glad og venlig person, og hjemmet var præget af glæde og frihed, og hver en anledning til sjov og selskabelighed blev udnyttet. Som teolog tilhørte han en ortodoks troende og for så vidt alvorlig tradition. I hjemmet blev bedt bordbøn, som børnene på skift læste højt – man havde ikke nogen egentlig husandagt, men Birgitte lærte sine børn morgen- og aftenbøn. Søren opelskede nære venskaber med bl.a. Pastor Blicher i Gundslev (St. St. Blichers onkel og senere Grundtvigs svigerfader), samt ven med Pastor Glahn i Riserup. Man får af B.S.Ingemanns ”Levnedsbog” det indtryk, at de satte pris på fester med god spillemandsmusik, dans, vin og dejlig mad, og selv om præsterne langt fra var livsfornægtere, var de samtidig oprigtigt troende.
Mor Birgitte var datter af Johanne Marie Harbo og skibskaptajn Lars Hansen Swane, der havde sejlet på Kina for Det Ostindiske Compagni. Swane havde ejet Torkildstrup kirke, som ved hans død overgik til Johanne Marie, Bernhards mormor. Den fornemme ‘grandmamma’, boede i et par værelser i præstegården, fyldt med møbler og indbo fra hendes afdøde mands rejser til Ostindien. ’Grandmamma’ levede standsmæssigt: hun holdt vogn og heste, og skulle hun på besøg i et bedre hjem i et nabosogn, på en herregård el.lign., kunne der blive sat fire eller måske endda seks heste for vognen – fint skulle det være! ‘Grandmama’ satte sit præg på hjemmet. Hun var på samme tid venlig, god og ‘striks’, og ingen sagde ‘grandmamma’ imod. - Derudover boede også Birgittes halvsøster ‘Moster Marie’ i præstegården; hun led af svære depressioner, som, når de rasede, påvirkede omgivelserne.
At ‘ride ranke’ var én af de lege, B.S.Ingemann husker i sin ‘levnedsbog’, og var stunden end til sjov, så fik Søren dog smuglet lærdom ind i drengen:
”Ocuclus, et øje.
Thorax, en trøje.
Jeg kan se på dit øje,
der er en skjælm i din trøje!”
Han lærte også tidligt glæden ved naturen, når han vandrede med sin far og ældre brødre i præstegårdshaven og i skovene omkring.
Det var for ham som om ‘skovriget’ havde grænseløse dybder. Han kunne på sådanne vandringer stille uendelig mange spørgsmål, men faderen var altid venlig til at give svar.
*Af faderen har han intet portræt. Men af moderen portræt fra hendes ungdom. Fra barndommen
oplevede Bernhard sin mor som ung og smuk, skønt han var hendes niende barn. Hendes
ansigtsformer var små og fine, en skønhed med mildhed, kærlighed og med en elskelig sjæl i
udtryk og ord, hvormed hun fortryllede sin yngste søn. -- Bernhard fik alt hvad han som den
følsomme sjæl han var, kunne få fra såvel sin far som sin mor. Herom skriver Bernhard i et lille
digt om sin mor med navnet ’Ægteskabsløftet’, følgende:
Jeg var en femårs Pusling, en lille, spinkel dreng;
Min Stol var en Skammel, en Klædekurv min Seng,
Jeg sprang som et Egern i Præstegaarden om,
Og trilled jeg fra Bordet, paa Benene jeg kom.
Det Første, jeg mindes, fra jeg i Kurven laa,
Det var to brune Øjne, som ind i mine saa;
Det var saa hvid en Pande, det var saa fin en Kind,
Og derom brune Lokker, ret som et Silkespind.
De englemilde Toner med Kjærligheds Røst
Tidt klang mig ind i Sjælen: de kom fra hendes Bryst.
Den elskeligste Kvinde jeg loved min Tro;
Jeg mente det ærligt; hun klapped mig og lo.
Hun lærte mig mit A, og hun lærte mig B,
Hun lærte mig, at Alt, hvad Vorherre vil, kan skee;
Mit Ægteskabsløfte udlo hun dog i Løn --
For hun var min Moder -- og jeg var hendes Søn.
*Blandt de mange søskende i præstegården var der et muntert liv. Der var en indre opdragende virkning indbyrdes, som ikke mindst påvirkede den ’yngste’ i dannelse og adfærd. Bernhard havde et nært følelsesmæssigt forhold til sine søstre. -- Men af brødrene var det den ældste bror Søren Laurentius, Bernhard havde det tætteste forhold til og så op til. Søren Laurentius blev student i 1795, hvor Bernhard kun har været seks år gammel. Søren kom straks efter til
København for at studere teologi. For Bernhard forekom det at være ude i den store verden.Bernhard skrev sin første sammenskrift som seksårig, netop til sin storebroder. Heri skrev han ganske kort ‘’vil Du give mig et Stykke københavnsk Papir !’’. Og Bernhard fik tilsendt et sådan i et helt folioark i en kuvert med et stort segl på, direkte med post fra hovedstaden, og med ’vandmærke’ på papiret hvor der stod ’For Fædrelandet’. Som Bernhard selv beskriver det i sin
erindring ’Levnetsbog’, var det er ’magisk’ oplevelse, der blev hængende i ham. Måske har broderens svar heri også påvirket den lille dreng, nemlig det at blive omtalt på skrift. --- Men denne broders påvirkning har helt sikkert fulgt Bernhard gennem livet. Søren havde sans for litteratur og forskning, og var en fortrolig og opmuntrende ven.
I præstegårdshaven og de omkringliggende skove, har Bernhard haft en stor naturoplevelse, han har båret med sig. Der var gode muligheder for den lille dreng, til at drømme og lade fantasien løbe. Han havde også en lille hemmelighed, et gemmested, ’sandhullet’ blev det benævnt. Det var inde under en trappeopgang, hvor der var placeret en kasse med sand. Det var sand til at strø ud over trægulvene i huset, som var almindeligt for at holde gulvene fine og lyse i den daglige brug – man gik simpelthen i et meget tyndt lag fint sand, der så indimellem blev fejet op, og nyt sand strøet ud.
Om adgangen til bøger i præstegården skriver han: at der i hjemmet ganske vist var megen litteratur, men det meste var ikke beregnet på børn. ”Paa Børneskrifter var hin Tid fattig,” fortæller han, og børnene måtte som oftest læse med i de voksnes bøger og gerne i den mere folkelige litteratur. Han nævner dog en ABC, nogle fabler samt Joachim Heinrich Campes ”Robinson den Yngre” (dansk 1784-85). Specielt sidstnævnte var populær. ”Robinson var næsten den eneste morsomme Børnebog,” skriver han. Det skyldtes, at de fleste af tidens bøger for børn først og fremmest havde sigte på belæring og undervisning. Selv yndlingsbogen er i denne kategori, for der er ikke tale om den oprindelige Robinson Crusoe af englænderen Daniel Defoe, skrevet i 1719, (og som oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseau mente var den eneste bog, man skulle lade børn komme i nærheden af.) Den var derimod af tysk oprindelse, og havde et gennemført pædagogisk formål. Forfatteren skrev endda, at bogens formål var at lære børnene ”Dyd, Fromhed, og Tilfredshed med det guddommelige Forsyns Veie”. – Det havde den unge Ingemann regnet ud. Han skriver i al fald selv, at ganske vist var det hans foretrukne bog, men han sprang helst ”de belærende Samtaler mellem Læreren og Børnene” i bogen over.
Gradmamma døde *, og blevet hensat under en lem i kirkegulvet. Som ejer af kirken havde hun den ret. Hendes gule kiste blev placeret ved siden af Bernhards søster, som døde tidligt, og som Bernhard aldrig havde kendt. Det var tungt for den lille dreng at være med ved begravelsen, men så snart han igen kom ud på kirkegården og ud i naturen, kunne han atter let og glad springe rundt. Han havde lykkeligvis ikke fantasi til at forestille sig, at hans far eller mor skulle dø og for så vidt forlade ham.
Først med faderens død på den sidste dag i det 18. århundrede blev Bernhard fordrevet fra sin paradisiske tilværelse. Den dag forblev ruderne frosne, og "Stilheden i Huset var saa stor, at den eneste Lyd, den mindste Dreng erindrer, var Dørenes Knirken" (LT s. 163). På dødslejet greb faderen ham i armen og råbte: ""Afveien fra Rælingen, Dreng!"" (LT s. 164). For den voksne Ingemann stod det som en kærlig advarsel mod moralsk og åndelig deroute (LT s. 270 f.). Sørens sidste ord var ifølge mindet: ‘Herre, nu lade Du Din Tjener fare i Fred‘. Bernhard var 10 år gammel. Han skriver senere: ’’Dødsstilheden hin Vinteraften i det ellers saa livlige Hus, og den knirkende Lyd af enhver Dør, som åbnedes eller lukkedes, har saaledes indpræget sig i min Fantasi, at jeg siden aldrig har kunnet høre en Dør knirke uden at tænke på hin Dødsscene’’.
I henhold til gammel skik kunne en præsteenke blive siddende i præsteboligen et år ( et såkaldt nådes-år), men herefter var ‘enkelivet’ en kendsgerning. Nu havde familien ingen indtægt, og tilværelsen var for altid forandret. Hvor en præstegård som den i Torkilstrup måske havde hushold som i en mindre herregård, med tjenestefolk, heste, vogne og megen selskabelighed, ja, så blev det meget anderledes for en præsteenke og hendes børn.
Ved faderens død var der 5 af børnene under 18 år. Bernhard fulgte og fire ældre søskende flyttede med Birgitte Ingemann til Slagelse i oktober 1800. Hun havde valgt Slagelse, dels fordi hun havde slægtninge der, dels fordi den var kendt for sin gode skole. Trods vanskelige økonomiske vilkår, forsøgte hun at opretholde en ‘standsmæssig’ tilværelse, men der var ikke særlige boglige forventninger til den yngste søn: han skulle bare kunne ’klare sig’, og måske derfor blev han ikke særligt bogligt ambitiøs.
Straks efter flytningen til Slagelse, kom Bernhard på latinskole i yngste klasse, og det var en dramatisk omvæltning. Fra at være en lille central brik i en families verden, blev det Bernhard nu bare en af de mange elever på skolen. Der var barske vilkår drengene imellem, hyppige slagsmål, en form og stil der hidtil havde ligget Bernhard fjernt, så det var vigtigt at finde forbundsfæller, især blandt de ældre elever. Til alt held gik også Peder Blicher, søn af nabopræsten hjemme fra Falster, fra Gundslev, på skolen, og han tog den lille nye elev under sine vinger. Peder var i øvrigt bror til Lise, som senere blev N.F.S.Grundtvigs første kone.
Det er barndommens tabte rige, der kommer til at forme B.S. Ingemanns digteriske bane., og oplevelserne fra latinskolen i Slagelse, der siden gør Ingemann rummelig i forhold til samtidens latterliggjorte digterpersonligheder som Grundtvig og H.C. Andersen. Men det hører ikke barndomsårene på Falster til.
Et digt om Falster (Du var mig hele verden)
Videre biografi for B.S. Ingemann (link)
Du var mig hele verden (Falster)
Tekst: B. S. Ingemann, (1861)
Melodi: Thomas Laub 1917
Du var mig hele verden,
du lille grønne Ø
imellem de dybe sunde
og brusende Østersø!
Med pragt står op fra Grønsund
din sol hver morgenstund,
ved kval den til sit gyldne slot
nedruller i Guldborgsund.
Den rige rugmark bølger
bag vejens pilehegn;
de susende bøgeskove
er sommerens sejrstegn.
Hvor Gedser-Oddens sandrev
blev raske sømænds grav,
hver nat fra Oddens varselstårn
udstråler der lys på hav.
Men bruser fjernt fra lyset
sundstrøm fra Østersø,
der skinner en landsbykirke
i dæmringen over Ø.
For mig den kirke peger
på vej til himmelsk kyst:
der døbte mig min faders hånd
og signed mit barnebryst.
0g nær ved kirkens ringmur,
hvor præstegården står,
skjult mindernes alfer hviske
hvad hemmeligt til mig når.
Hver krog i hine stuer,
hver gæst, som glad drog ind,
hvert kærligt blik, der til mig fløj,
jeg gemmer i stille sind.
En anden slægt der bygger,
og andre sjæle bo,
hvor nu jeg vil søge sporet
af hoppede børnesko.
Før vort århundreds morgen
med storm og lyn brød frem,
jeg leged på hin grønne Ø
i fredsælle barnehjem.
Hvad skønt jeg så i legen,
fremglimter end med lyst;
de sjæle, jeg har elsket,
jeg hilser med kærlig røst:
Dig hilser jeg, min vugge
med hegn af hav og sund,
imens min sol mod gyldne hav
nedruller mod aftenstund.
* Debut med Digte
* 1813 Digtsamlingen Procne med Varners poetiske Vandringer
* 1814 Det romantiske epos De sorte Riddere
* 1816 Eventyrdramaet Reinald Underbarnet
* 1817 De Underjordiske, et bornholmsk eventyr
* 1820 Digtsamlingen Reiselyren, 2 bind.
* Eventyr og Fortællinger
* 1822 Morgenpsalmer og Cantater
* 1825 Høimesse – Psalmer
* 1824-36 Historiske romaner og digte
* 1831 Huldregaverne
* 1837 Digtkredsen Holger Danske
* Morgensange for Børn
* 1838 Syv Aftensange
* 1838 Morgen- og Aftensange
* Salomons Ring med digtkredsen Sulamith og Salomon
* 1843 Opfordrer til indsamling af folkeviser
* 1852 Romanen Landsbybørnene
* 1855 Tankebreve fra en Afdød
Skrevet af sognepræst Nina Morthorst
Takket være Karla Gliese Petersen kan vi og besøgende nu igen læse teksten på salmedigter B.S. Ingemann stenen foran hans fødehjem Torkilstrup præstegård.
 |
 |